Om Patientstøtter

røde kors patientstøtte

Formålet med patientstøtterne er at give omsorg til og støtte ensomme og sårbare patienter samt deres pårørende på sygehuse. Patientstøtterne bidrager til at mindske ensomhed og utryghed.

Målgruppe

Målgruppen er patienter, som er indlagt i en sårbar livssituation. Det kan både være:

  • Patienter indlagt i kortere eller længere tid på sengeafsnit
  • Patienter på genoptræningscentre
  • Patienter, der skal til undersøgelse, have taget prøver eller lignende, og har brug for en at støtte sig til gennem forløbet
  • Patienter på skadestuer og deres medfølgende børn

Baggrund

Ideen om patientstøtterne stammer helt tilbage fra første verdenskrig, hvor frivillige i Amerikansk Røde Kors udførte omsorgsarbejde på militære sygehuse. Patientstøtterne kom dog til Danmark noget senere. I 1965 uddannede vi de første patientstøtter, men aktiviteten blev lukket ned efter kort tid. I 2003 blev interessen for patientstøtterne genskabt, og i dag har vi patientstøtter i alle dele af landet. For øjeblikket har vi mere end 450 patientstøtter fordelt på 25 sygehuse.